At rejse med en kat kan være meget anderledes end at rejse med en hund.

Kyllingevacination begynder normalt omkring 6-8 ugers alderen. For kattepest, herpesvirus og calicivirus anbefaler veterinære retningslinjer en række doser frem til mindst 16 ugers alderen, da maternelle antistoffer kan modvirke tidlig vaccination. FeLV-vaccination betragtes som en kernevaccination for killinger og unge katte i AAHA/AAFP-rammen, mens rabiesvaccination afhænger af lokal lovgivning og regional risiko. Din dyrlæge bør udforme vaccinationsplanen for den enkelte killing baseret på alder, helbred, tidligere vaccination, livsstil og placering.

Før du tager en killing med hjem, skal du forberede et stille og sikkert område med mad, frisk vand, kattebakker, gemmestedder, behagelige sovepladser, kradsemuligheder og egnet legetøj. kør killingesikring af hjemmet ved at sikre vinduer, altaner, el-ledninger, medicin, kemikalier, giftige planter og små genstande, der kan sluges. Find en dyrlæge på forhånd, saml killingens sundheds-, vaccinations- og id-papirer, planlæg et tidligt dyrlægebesøg, og giv din killing tid til gradvist at udforske sit nye hjem i stedet for at introducere det hele på en gang.

Katteunger har brug for foder, der er formuleret specielt til vækst, med tilstrækkelig energi og den rette balance af protein, fedt, vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer til at understøtte den hurtige udvikling.

At forstå katteadfærd handler om at se på hele katten, situationen og hvad der er normalt for det enkelte individ. En løftet hale, spinden, kradsen eller en periode med skjul kan ikke pålideligt fortolkes isoleret.

Katte har en bemærkelsesværdig evne til at tilpasse sig deres omgivelser, og mange forbliver aktive, kærlige og nysgerrige langt ind i deres alderdom. Aldring kan dog gradvist ændre den måde, de bevæger sig, spiser, sover, soignerer sig og interagerer med verden på.

Tegn på, at en kat kan være utilpas, omfatter manglende appetit, øget eller nedsat tørst eller vandladning, opkastning, diaré, forstoppelse, vægttab, at den gemmer sig, sløvhed, usædvanlig adfærd, nedsat soignering, ændret bevægelighed, hoste, hurtig eller besværet vejrtrækning, flåd fra øjne eller næse, ændringer i hud eller pels samt ændringer i kattetoiletvaner. Katte kan nogle gange vise sygdom på en subtil måde, så en væsentlig ændring fra din kats normale rutine kan være vigtig, selvom der ikke er nogen voldsomme symptomer. Kontakt en dyrlæge, hvis en ændring vedvarer, vender tilbage eller optræder sammen med andre bekymrende tegn. Søg akut dyrlægehjælp ved vejrtrækningsbesvær eller åndedræt med åben mund, kollaps eller manglende reaktionsevne, krampeanfald, alvorlig svaghed, manglende evne til at lade vandet, større traumer eller blødninger, unormal tandkødsfarve, mistanke om forgiftning eller hurtig forværring.

Katte kan få diarré af mange årsager, herunder et pludseligt foderfilterskift, stress, foderintolerance, parasitter, infektioner, giftstoffer, inflammatorisk tarmsygdom, bugspytkirtelsygdom, hyperthyreoidisme, nyre- eller leversygdom og kræft. Mild, kortvarig diarré hos en ellers rask voksne kat kan nogle gange gå over af sig selv uden at blive alvorlig, men kontakt en dyrlæge, hvis det fortsætter, bliver hyppigt eller svære, indeholder blod, virker sort eller tjæreagtigt eller optræder sammen med opkastning, appetitløshed, svaghed, mavesmerter, dehydrering eller vægttab. Killinger, ældre katte og katte med eksisterende helbredsproblemer kan blive syge hurtigere. Svær eller vedvarende diarré, kollaps, markant svaghed, betydelig dehydrering, åndedrætsbesvær, mistanke om forgiftning eller hurtig forværring kræver akut dyrlægehjælp.

At holde en indekat stimuleret handler om at skabe et miljø, hvor den regelmæssigt kan udføre vigtige kattetypiske adfærdsmønstre. Sørg for sikre gemmested og hvilepladser, højtliggende områder, egnede kradsefaciliteter, muligheder for at snige sig ind på og jage bytte gennem interaktiv leg, måder at søge eller arbejde efter mad på samt positiv social interaktion på kattens egne præmisser.

En kats sundhedsmæssige prioriteter ændrer sig gennem livet. Killinger har brug for særlig opmærksomhed på vækst, vaccination, risiko for smitsomme sygdomme, ernæring og sund adfærdsmæssig udvikling. Unge og voksne katte har stadig brug for regelmæssig forebyggende dyrlægepleje med løbende overvågning af vægt, kropsholdning, tandsundhed, afføring/vandladning, adfærd og livsstilsrisici. Seniorkatte – defineret i AAHA/AAFP-retningslinjerne som katte over 10 år – har fordel af tættere overvågning, da ændringer i appetit, drikkevaner, vandladning, vægt, mobilitet, pelspleje, syn eller adfærd kan være tidlige tegn på sygdom.

En kat kan holde op med at spise på grund af tandsmerter, kvalme, mav-tarm-sygdom, nyre- eller leversygdom, pancreatitis, infektion, smerte, stress, bivirkninger fra medicin, besvær med at nå foderet eller mange andre årsager. Appetittab hos katte bør tages alvorligt, da langvarigt utilstrækkeligt foderindtag kan bidrage til hepatisk lipidose, en potentielt livstruende levertilstand, især hos overvægtige katte. Kontakt din dyrlæge med det samme, hvis din kat holder op med at spise, og søg akut hjælp hurtigere, hvis appetittabet optræder sammen med vejrtrækningsbesvær, kollaps, gentagen opkastning, svær svaghed, mistanke om forgiftning, manglende evne til at lade vandet eller andre alvorlige symptomer.

Katte kan kaste op af mange årsager, lige fra hårbolde eller en midlertidig fordøjelsesforstyrrelse til parasitter, fremmedlegemer i tarmen, giftstoffer, inflammatorisk tarmsygdom, pancreatitis, nyresygdom, hyperthyreoidisme, diabetes eller kræft. Opkast er en aktiv proces, der normalt involverer kvalme, opkastningsfornemmelser og mavesammentrækninger, hvorimod gylp eller regurgitation generelt er mere passivt. En enkeltstående episode hos en ellers rask kat kan undertiden observeres, men gentagen eller vedvarende opkast, blod, appetittab, svagthed, diarre, dehydrering, smerte, vægttab, manglende evne til at beholde vand i maven eller mistanke om indtagelse af giftstoffer eller fremmedlegemer kræver dyrlægerådgivning. Alvorlig eller langvarig opkast, kollaps, åndedrætsbesvær, markant svagthed, en smertet eller udspilet mave eller manglende evne til at tisse kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.